1 Og det skete på en af de Dage, medens han lærte folket i Helligdommen og forkyndte Evangeliet, da trådte Ypperstepræsterne og de skriftkloge tillige med de Ældste hen til ham. 2 Og de talte til ham og sagde: “Sig os, af hvad Magt gør du disse Ting, eller hvem er det, som har givet dig denne Magt?” 3 Men han svarede og sagde til dem: “Også jeg vil spørge eder om en Ting, siger mig det: 4 Johannes's Dåb, var den fra Himmelen eller fra Mennesker?” 5 Men de overvejede med hverandre og sagde: “Sige vi: Fra Himmelen, da vil han sige: Hvorfor troede I ham ikke? 6 Men sige vi: Fra Mennesker, da vil hele Folket stene os; thi det er overbevist om, at Johannes var en Profet.” 7 Og de svarede, at de vidste ikke hvorfra. 8 Og Jesus sagde til dem: “Så siger ikke heller jeg eder, af hvad Magt jeg gør disse Ting.” 9 Men han begyndte at sige denne Lignelse til Folket: “En Mand plantede en Vingård og lejede den ud til Vingårdsmænd og drog udenlands for lange Tider. 10 Og da Tiden kom, sendte han en Tjener til Vingårdsmændene, for at de skulde give ham af Vingårdens Frugt; men Vingårdsmændene sloge ham og sendte ham tomhændet bort. 11 Og han sendte fremdeles en anden Tjener; men de sloge også ham og forhånede ham og sendte ham tomhændet bort. 12 Og han sendte fremdeles en tredje; men også ham sårede de og kastede ham ud. 13 Men Vingårdens Herre sagde: Hvad skal jeg gøre? Jeg vil sende min Søn, den elskede; de ville dog vel undse sig, for ham. 14 Men da Vingårdsmændene så ham, rådsloge de indbyrdes og sagde: Det er Arvingen; lader os slå ham ihjel, for at Arven kan blive vor. 15 Og de kastede ham ud af Vingården og sloge ham ihjel. Hvad vil nu Vingårdens Herre gøre ved dem? 16 Han vil komme og ødelægge disse Vingårdsmænd og give Vingården til andre.” Men da de hørte det, sagde de: “Det ske aldrig!” 17 Men han så på dem og sagde: “Hvad er da dette, som er skrevet: Den Sten, som Bygningsmændene forkastede, den er bleven til en Hovedhjørnesten? 18 Hver, som falder på denne Sten, skal slå sig sønder; men hvem den falder på, ham skal den knuse.” 19 Og Ypperstepræsterne og de skriftkloge søgte at lægge Hånd på ham i den samme Time, men de frygtede for Folket; thi de forstode, at han sagde denne Lignelse imod dem. 20 Og de toge Vare på ham og udsendte Lurere, der anstillede sig, som om de vare retfærdige, for at fange ham i Ord, så de kunde overgive ham til Øvrigheden og Landshøvdingens Magt. 21 Og de spurgte ham og sagde: “Mester! vi vide, at du taler og lærer Rettelig og ikke ser på Personer, men lærer Guds Vej i Sandhed. 22 Er det os tilladt at give Kejseren Skat eller ej?” 23 Men da han mærkede deres Træskhed, sagde han til dem: “Hvorfor friste I mig? 24 Viser mig en Denar*; hvis Billede og Overskrift bærer den?” Men de svarede og sagde: “Kejserens.” { [*se til Matth. 18, 28.] } 25 Men han sagde til dem: “Så giver da Kejseren, hvad Kejserens er, og Gud, hvad Guds er.” 26 Og de kunde ikke fange ham i Ord i Folkets Påhør, og de forundrede sig over hans Svar og tav. 27 Men nogle af Saddukæerne, som nægte, at der er Opstandelse, kom til ham og spurgte ham og sagde: 28 “Mester! Moses har foreskrevet os: Dersom en har en Broder, som er gift, og denne dør barnløs, da skal hans Broder tage Hustruen og oprejse sin Broder Afkom. 29 Nu var der syv Brødre; og den første tog en Hustru og døde barnløs. 30 Ligeså den anden. 31 Og den tredje tog hende, og således også alle syv; de døde uden at efterlade Børn. 32 Men til sidst døde også Hustruen. 33 Hvem af dem får hende så til Hustru i Opstandelsen? thi de have alle syv haft hende til Hustru.” 34 Og Jesus sagde til dem: “Denne Verdens Børn tage til Ægte og bortgiftes; 35 men de, som agtes værdige til at få Del i hin Verden og i Opstandelsen fra de døde, tage hverken til Ægte eller bortgiftes. 36 Thi de kunne ikke mere dø; thi de ere Engle lige og ere Guds Børn, idet de ere Opstandelsens Børn. 37 Men at de døde oprejses, har også Moses givet til Kende i Stedet om Tornebusken, når han kalder Herren: Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud. 38 Men han er ikke dødes, men levendes Gud; thi for ham leve de alle.” 39 Men nogle af de skriftkloge svarede og sagde: “Mester! du talte vel.” 40 Og de turde ikke mere spørge ham om noget. 41 Men han sagde til dem: “Hvorledes siger man, at Kristus er Davids Søn? 42 David selv siger jo i Salmernes Bog: Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre Hånd, 43 indtil jeg får lagt dine Fjender som en Skammel for dine Fødder. 44 Altså kalder David ham en Herre, hvorledes er han da hans Søn?” 45 Men i hele Folkets Påhør sagde han til Disciplene: 46 “Vogter eder for de skriftkloge. som gerne ville gå i lange Klæder og holde af at lade sig hilse på Torvene og at have de fornemste Pladser i Synagogerne og at sidde øverst til Bords ved Måltiderne, 47 de, som opæde Enkers Huse og på Skrømt bede længe; disse skulle få des hårdere Dom.”